«Det er ikke for et sorgfrit Udkomme jeg her kjæmper, men for den Livsgjerning, som jeg uryggelig tror og veed at Gud har lagt paa mig»

image

For 150 år siden i dag, 15. april 1866, skrev Henrik Ibsen et brev til Kongen, og han innledet det som seg hør og bør i en ydmyk tone: «Underskrevne Henrik Ibsen ansøger herved underdanigst om at det naadigst maatte behage Deres Majestæt …».

image

Portrett av Henrik Ibsen, 1863/64. Fotograf: Daniel Georg Nyblin (1826-1910) . Eier: Nasjonalbiblioteket.

Brevet var en søknad om diktergasje, og det hadde sittet langt inne for ham å skrive det. Året før hadde Ibsen nemlig forgjeves søkt om et reisestipend, og etter det hadde han ikke søkt om midler fra Norge fordi det ville være «en spildt Ydmygelse». Men våren 1866 tok vennene hans affære. Riksarkivar Michael Birkeland sendte da et telegram til Ibsen, som var i Roma, og oppfordret ham til å gå til det uvanlige skritt å sende en søknad direkte til Kongen. Og det måtte skje raskt, ellers ville han ikke kunne få noe stipend før etter Stortingets neste samling, tre år senere. For sikkerhets skyld sendte Birkeland og vennene i den såkalte hollenderkretsen en egen søknad til regjeringen, og også Bjørnson gikk til aksjon og fikk 28 folkevalgte til å fremme et forslag om dikterlønn for Ibsen. Aksjonen lyktes; allerede 25. april ble Ibsen orientert om at Kongen hadde anbefalt søknaden, og den 12. mai gikk forslaget gjennom i Stortinget. Ibsen ble derved bevilget en årlig gasje på 400 spesiedaler og kunne nå vie seg helt til diktergjerningen uten økonomiske bekymringer.

Ville vekke folket

Selv om Ibsen var ydmyk i tonen overfor Kongen, la han ikke skjul på betydningen av sitt kall som dikter: «Det er ikke for et sorgfrit Udkomme jeg her kjæmper, men for den Livsgjerning, som jeg uryggelig tror og veed at Gud har lagt paa mig, – den Livsgjerning, der staar for mig som den vigtigste og fornødneste i Norge, den, at vække Folket og bringe det til at tænke stort.»

Han avslutter søknaden med disse stolte ordene: «Det hviler i Deres Majestæts Kongelige Haand om jeg skal maatte til og bøje mig under den bittreste Forsagelse, som kan ramme et Menneskes Sjæl, – den Forsagelse, at maatte slippe sin Gjerning i Livet, at maatte vige der, hvor jeg veed at der er givet mig Aandens Vaaben til at kjæmpe; og dette er for mig tifold tungt; thi jeg har indtil denne Dag aldrig veget.» Og helt til slutt «frir» han til Kongen ved å kalle seg «en Stridsmand under Deres Majestæts aandelige Banner»!

Så kan vi i ettertid spekulere i hva som hadde skjedd hvis Ibsen av økonomiske grunner ikke hadde kunnet utøve sin livsgjerning, – og vi aner dette lille brevets store betydning!

Avskrift av hele brevet fra Henrik Ibsen

Til
Hans Majestæt Kongen!

Underskrevne Henrik Ibsen ansøger
herved underdanigst om at det naadigst maatte
behage Deres Majestæt gjennem den Kongelige
norske Regjering at lade fremsætte til det nu for-
samlede Storthing Proposition om at der til mig
bevilges en aarlig Gage af 400 Spd.lr., for derved at sæt-
te mig istand til udelukkende at kunne leve for mit
Kald som Digter.

Efterat der i to paa hinanden følgende
Aar, 1862 og 1863, var mig ved Kongelig Resolution be-
vilget Stipendier, hvert paa 100 Spd. for i et Par Som-
mermaaneder at foretage indenlandske Rejser, til-
stodes der mig i 1863 et Stipendium, stort 400 Spd.
af Fondet til Videnskabsmænds og Kunstneres Rej-
ser i Udlandet, hvorefter jeg i Begyndelsen af Aa-
ret 1864 tiltraadte en Udenlandsrejse, og har siden
den Tid væsentlig opholdt mig i Italien.

Den første Frugt af min Rejse foreligger
nu for Offentligheden gjennem mit for nylig i Kjø-
benhavn udgivne dramatiske Digt, betitlet «Brand»,
som allerede nu, faa Uger efter Offentliggjørelsen
har tiltrukket sig Opmærksomhed ogsaa udenfor
mit Fædrelands Grændser; men af de modtagne Taksigel-
sesyttringer kan jeg ikke leve, og det efter Forholdene
forøvrigt rigelige Forfatterhonorar er ligeledes utilstræk-
keligt til at sætte mig istand til at fortsætte min
Rejse og idethele taget betrygge selv min nærmeste Frem-
tid.

Det er efter Raad, indløbet pr: Telegraf fra
mine Venner i Christiania, at jeg vover dette usæd-
vanlige Skridt, direkte at henvende mig med min
underdanigste Ansøgning til Deres Majestæt.

Vi havde tidligere troet at der om et Aar
skulde have været Anledning til gjennem erhvervet
Kongelig Proposition at faa min Sag frem for et da
forsamlet Storthing; men nu viser det sig at der maa
Ventes i tre Aar, og dette kan jeg ikke.

Det er ikke for et sorgfrit Udkomme jeg her
kjæmper, men for den Livsgjerning, som jeg uryggelig
tror og veed at Gud har lagt paa mig, – den Livsgjer-
ning, der staar for mig som den vigtigste og fornød-
neste i Norge, den, at vække Folket og bringe det til
at tænke stort.

Det private Forslag, som man har sagt mig
at flere Med[l]emmer af Storthinget vil fremsætte, har
ingen Udsigt til at drives igjennem; en Henvendel-
se til Regjeringen tillader Tiden ikke.

Min Konge er derfor mit eneste og sidste
Haab.
Det hviler i Deres Majestæts Kongelige
Haand om jeg skal maatte til og bøje mig under
den bittreste Forsagelse, som kan ramme et Men-
neskes Sjæl, – den Forsagelse, at maatte slippe sin
Gjerning i Livet, at maatte vige der, hvor jeg veed
at der er givet mig Aandens Vaaben til at kjæmpe;
og dette er for mig tifold tungt; thi jeg har indtil
denne Dag aldrig veget.

Men jeg er trøstig; thi naar jeg her har
betegnet min Livsgjerning som skeet er, saa veed
jeg ogsaa at jeg derved har betegnet mig selv som
en Stridsmand under Deres Majestæts aandelige
Banner.

Rom den 15de April 1866

underdanigst
Henrik Ibsen

image

Faksimile av første side i Henrik Ibsens brev av 15. april 1866.

Kildehenvisning: Riksarkivet, KUD, Skolekontoret D (RA/S-3568/D/Df/L0001/0001).

Litteratur: Ivo de Figueiredo: Henrik Ibsen. Mennesket, Aschehoug 2006.